Blokadebehandling (Indsprøjtning med binyrebarkhormon og lokal bedøvelse)

  • Irritation eller smerter i led, muskler og sener kan i visse tilfælde behandles med steroidblokade.

  • En blokade er en indsprøjtning med binyrebarkhormon og lokalbedøvelse som typisk anlægges i et led, i en slimsæk, muskler eller omkring sener for at dæmpe eller fjerne inflammation og dermed smerter.  Blokaden kan anlægges med og uden ultralyd. 

  • Mange patienter har god effekt på deres gener efter en blokade , men der er ingen garanti for at en blokade virker. Nogle patienter oplever en kortvarig forværring af symptomerne (flair up) inden de oplever bedring. Det er som regel vigtigt for bedring af tilstanden, at man efter en blokade påbegynder eller fortsætter med genoptræning. En blokade gives således typisk i kombination med træning (fysioterapi)

Risici og bivirkninger

  • Nogle patienter oplever forbigående lokal irritation, misfarvning og let indtrækning af huden og andre kan opleve rødme og varme i ansigtet, som aftager indenfor 1–2 døgn.

  • Hvis du er sukkersygepatient, kan dit blodsukker stige let, og defor anbefales ekstra kontroller af blodsukker i nogle dage.

  • Sjældne bivirkninger efter anlæggelse af en blokade, er infektion, blødning, nerveskade samt bristning af sene. Hvis du oplever bivirkninger efter en blokadeanlæggelse skal du søge læge.

  • Rødme, varme, hævelse, dunkende smerte samt evt. feber er klassiske tegn på infektion. Ved mistanke om infektion skal du kontakte en læge.

  • Der skal typisk gå 3 måneder mellem hver blokade. Flere blokadeanlæggelser kan være hårdt for sener og led, da der kan optræde svækkelse af vævet.

Det er vigtigt du fortæller os om du tager blodfortyndende medicin. Det kan have betydning for, hvordan vi skal behandle dig.

Undgå overbelastning, hvis du har fået indsprøjtningen i et led

Hvis du har fået indsprøjtningen i eller omkring et led, skal du undgå at overbelaste leddet de første par dage. På den måde virker medicinen bedst.