Dupuytrens kontraktur (Kuske fingre) Nålefasciotomi.
Baggrund:
Dupuytrens kontraktur er en kronisk lidelse, hvor der opstår strengdannelser og fortykkelser i en bindevævshind i håndfladen (fascia palmaris). Med tiden trækker fortykkelserne og strengene en eller flere fingre ned mod håndfladen. Når (og hvis) det sker, vil fingrene holdes på en måde så man ligner en kusk, der holde om et seletøj. Det er oftest lille-, ring- og/eller lange fingeren som er involveret. Ofte er der ømhed svarende til knuder og strenge i håndfladerne. Når fingeren ikke kan strækkes helt kommer der hverdagsgener, f.eks. ved håndtryk, tage hånden i lommen eller bruge handsker.
Forberedelse:
På operationsdagen må der ikke være sår, rifter eller eksem på hånden. Du skal ikke faste. Hjemme skal du vaske hånden i sæbe i ca. 3 min hvorefter du skyller hånden og tørrer hånden med ren køkkenrulle. Vi anbefaler, at du ikke cykler eller selv kører hjem, men bliver hentet eller tager bus/tog. Inden operationen kan du hente smertestillende medicin på apoteket (Vi har lavet recepten klar, hvis du har behov).
Operationen:
Operationen foregår i lokal bedøvelse som anlægges i håndfladen. Med brug af en kanyle vil strenge og fortykkelser gennem et lille hul i huden overskæres, så fingeren igen kan rettes ud. Herefter lægges der plaster på og en mindre håndforbinding. Operationen varer ca. 10-15 min.
Smerte- og efterbehandling:
Den opererede hånd skal holdes højt (over hjertehøjde) det første døgn efter operationen for at modvirke hævelse og smerter.
Mod smerte anbefaler vi
- Tablet Panodil 500 mg * 2 hver 6 time sammen med
- Tablet Ibumetin 400 mg * hver 6 time.
Venepumpe-øvelse (knyt hånden og spred fingre gentagne gang) anbefales for at forebygge hævelse.
Forbindingen skal du selv fjerne dagen efter operationen. Du skal begynde bevægelse af fingrene umiddelbart efter forbindingen er fjernet at hindre stivhed og genvinde bevægelighed. Du får udleveret en skinne til brug om natten i 14 dage, som retter din opererede finger ud. Nogle patienter oplever gener omkring indstiksstederne i hånden i en kortere periode efter operationen. Det kan dreje sig om smerter eller irritation, men er ikke et udtryk for, at der er noget galt. Symptomerne kan vare i ca. 6 måneder.
Forbindingen:
Hvis håndforbindingen ligger for stramt, så skal du fjerne forbindingen. Når forbindingen er fjernet skal sårene (indstiksstederne) holdes rente og tørre. Plasteret skal skiftes, hvis det bliver gennemsivet af blod eller er vådt.
Risici og komplikationer:
Infektion. Infektion viser sig ofte ved rødme, varme, hævelse, stærke smerter og/eller feber. Der er en lille risiko for betændelse. Kontakt Ortopædkirurgisk klinik ved Glyptoteket 3646 9770 eller 1813.
Blødning. Ved blødning oplever man typisk at forbindingen er blødt igennem. Kontakt Ortopædkirurgisk klinik ved Glyptoteket 3646 9770 eller 1813.
Nerveskade. I sjældne tilfælde kan fingernerver beskadiges ved indgrebet, så man oplever nedsat følesans svarende til fingeren.
Sygdommen vender tilbage efter nogen tid.
Fingrene kan ikke rettes helt ud. Afhænger af hvor fremskreden sygdommen er ved operationen.
Det kan sket, at behandlingen må gentages, hvis bindevævet kommer igen.
Sygemelding: Du skal regne med ca. 1-14 dages sygemelding afhængigt af dit erhverv.
