Seneskedebetændelse, de Quervains operation

Baggrund: 

De Quervains seneskedebetændelse er en af de mest almindelige seneskedebetændelser

i håndleddet. Ved de Quervains sidder seneskedebetændelse i 2 sener (Abductor pollicis longus og 

extensor pollicis brevis) til tommelfingeren svarende til en stram kanal (seneskade kaldet 1 kulisse)

ved håndleddet. Symptomer er typisk smerter ved bevægelse af tommelfingeren samt hævelse ved

ydersiden af håndleddet ved tommelfingersiden. Smerten kan stråle ud i tommelfingeren eller opad

underarmen. Smerterne kan være svære så at man ikke kan bruge hånden.

Forberedelse: 

På operationsdagen må der ikke være sår, rifter eller eksem på hånden. Du skal ikke faste. Hjemme skal du vaske hånden i sæbe i ca. 3 min hvorefter du skyller hånden og tørrer hånden med ren køkkenrulle. Vi anbefaler, at du ikke cykler eller selv kører hjem, men bliver hentet eller tager bus/tog. Inden operationen kan du hente smertestillende medicin på apoteket (Vi har lavet recepten klar, hvis du har behov).

Operationen:

Operationen foregår i lokal bedøvelse som anlægges ved håndleddet på tommelfingersiden.  Der anvendes en manchet omkring din arm, så der kortvarig lukkes af for blodtilførslen til hånden. Der laves et snit på ydersiden af håndleddet på ca. 5 cm, hvorefter man opsøger det stramme ledbånd som ligger over de irriterede sener. Ledbåndet snittes op, så der igen er plads til senerne uden de bliver irriteret. Huden lukkes med sting. Bedøvelsen varer i ca. 2 -4 timer. Operationen varer ca. 10 min. Den opererede hånd forbindes med en komprimerende bandage.

Smerte- og efterbehandling:

Den opererede hånd skal holdes højt (over hjertehøjde) det første døgn efter operationen for at modvirke hævelse og smerter.

Mod smerte anbefaler vi 

-           Tablet Panodil 500 mg * 2 hver 6 time sammen med

-           Tablet Ibumetin 400 mg * hver 6 time.

Venepumpe-øvelse (knyt hånden og spred fingre gentagne gang) anbefales for at forebygge hævelse.  

Du får tilbudt tid til fjernelse af stingene i hånden 12 dage efter operationen på Ortopædkirurgisk klinik i Puggaardsgade. Din egen læge kan også fjerne stingene. Det første døgn skal du holde hånden i ro, men dagen efter kan du fjerne den yderste forbinding og begynde at bruge din hånd normalt. De fleste patienter oplever symptomerne forsvinder hurtigt efter operationen. Den endelige virkning af operationen kan dog i nogle tilfælde først vurderes efter 3-6 måneder. En del patienter oplever gener omkring arret i hånden i en kortere periode efter operationen. Det kan dreje sig om smerter eller irritation, men er ikke et udtryk for, at der er noget galt. Symptomerne kan vare i ca. 6 måneder

Forbindingen:

Håndforbindingen fjerner du selv efter 1 dag, men mindre, at du synes den ligger for stramt. Forbindingen må ikke blive våd. Det er vigtigt, at såret holdes rent og tørt. Plasteret skal altid skiftes, hvis det bliver gennemsivet af blod eller er vådt efter brusebad.  Du må gerne vaske såret med rindende vand og neutralsæbe. Skyl, tør med køkkenrulle og påsæt plaster.

Risici og komplikationer :

  • Infektion. Infektion viser sig ofte ved rødme, varme, hævelse, stærke smerter og/eller feber. Viser sig ofte inden for de første 1-4 dage efter operationen men kan også tilstøde senere. Der er en lille risiko for betændelse. Kontakt Ortopædkirurgisk Klinik ved Glyptoteket

  • 3646 9770 eller 1813.

  • Blødning. Ved blødning oplever man typisk at forbindingen er blødt igennem. Ortopædkirurgisk Klinik ved Glyptoteket 3646 9770 eller 1813.

  • Nerveskade. I sjældne tilfælde kan en nerve i huden beskadiges så man oplever nedsat følesans svarende til tommelfingeren.

Sygemelding: Du skal regne med ca. 1-14 dages sygemelding afhængigt af dit erhverv.